Efter et særdeles vellykket DM i 2019 glædede vi os meget til 2020 hvor vi skulle være på Roskile Dyrskue igen!
Men som alle ved blev både Dyrskue og DM i Grill aflyst, da folkene bag Roskilde Dyrskue vurderede, at de ikke kunne gennemføre det store arrangement på en corona-sikker måde.
Deres beslutning mødte naturligvis fuld forståelse fra os, og vi aftalte samtidig, at forlænge vores aftale, så DM i Grill 2021 kunne foregå i forbindelse med Roskilde Dyrskue i år.
Det seneste år har bestyrelsen i DBQA arbejdet ud fra den præmis, at vi kan
gennemføre DM i Grill i weekenden d. 4-6. juni 2021 – på samme plads ved
Roskilde Dyrskue som i 2019.
Vi har taget kontakt til vores fantastiske sponsorer, vi har søgt frivillige, og mange af de hold, der meldte sig til konkurrencen i 2020, har tilkendegivet at de gerne vil stille op i 2021.
Det er dét vi helst vil – vores Plan-A!
Men vi er også ganske opmærksomme på udviklingen. Vi er klar over, at festivaler og markeder, der foregår særligt først på sommeren landet over, hænger i en usikker og tynd tråd.
Derfor har bestyrelsen i DBQA også drøftet muligheden for, at afholde årets DM i Grill under andre former.

Flere større arrangementer er allerede blevet udskudt til senere på året, og sker dette for Roskilde Dyrskue, ja så er vi at finde med DM 2021 til denne tid – Dette er vores Plan-B!


I princippet kunne vi jo afholde konkurrencen på en tom havneplads eller en pløjemark et sted – uden publikum, og med lidt længere mellem pits end vi er vant til.
Men konkurrencen er jo ikke kun dygtige hold, lækker grillet mad og dommernes smagsløg.
Det er i høj grad også publikum – og det liv, der er på pladsen under
konkurrencen! Ikke mindst når vores sponsorer er til stede og kan vise deres nyeste gadgets og udstyr, hvor publikum kan ”sparke dæk” på de nyeste grillmodeller, og få lov til at løfte låget på drømmegrillen.
Hvis det ikke kan lade sig gøre, er planen at finde et sted og en form, der både er restriktions-sikkert, og som også kan tilgodese vores sponsoreres behov for eksponering.
Live-stream er oplagt, men hvordan sikrer vi, at mange ser det?
Vi er åbne for forslag, samarbejdspartnere på medie/streaming delen osv. hvis dette skulle blive vores løsning – Dette er vores Plan-C!

Ser vi ingen anden udvej grundet de igangværende restriktioner, så kan den endelige løsning blive at vi aflyser i år og først afholder DM i Grill i 2022. Dette er dog vores absolut sidste løsning og med både en plan-A, Plan-B og Plan-C foran, så håber vi ikke at vi ender med denne Plan-D.

Vi melder selvfølgelig ud her og på sociale medier så snart vi har nyt i denne sag. Indtil da: Vi ses til DM i Grill 2021!

Fire, Food, Friendship & Fun!

DBQA Bestyrelsen

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *